Coast2Coast

Et nyt løb i løbskalenderen med den tidligere prof-rytter Allan Johansen som bagmand. Benny, Tom, Allan Lysgaard, Allan Mogensen, Brian Mogensen, Svend og jeg havde tilmeldt os. Start i Søndervig – mål i Århus – distance 195 km.

Vejrudsigten havde lovet regn – og det holdt stik. Vi havde tilmeldt os gruppen, der skulle køre 28 km/t i gennemsnit. De første 102 kilometer blev kørt med master foran. Med ca. 200 mand var vores gruppe den største, og vi havde indtil første depot i Kibæk selskab af prof-rytterne Lars Bak og Micahel Reihs. Undervejs til Kibæk havde Svend to punkteringer, så halvdelen af Kibæk-gruppen kæmpede en kamp for at nå op igen – stærkt trukket af Mogensen-brødrene.

Depotet ved skolen i Kibæk blev bestyret af Preben og Otto fra klubben med hjælp fra en gruppe friske unge mennesker. Godt skuldret, Preben og Otto! Man blev sgu helt stolt af, så godt i løste opgaven.

Næste depot var i Hjøllund, og derfra blev løbet givet frit. Var vi ikke blevet tilstrækkeligt våde på første del af turen, så blev vi det i den grad, da vi nåede Vrads. Himlen lukkede op for sluserne.

Fra Vrads og resten af turen fik vi lov at smage en perlerække af Østjyllands seriøse bakker med Yding Skovhøj som én af de mest kendte, men også længere ind mod Århus var der bakker, som var mindst lige så svære.

Vejret blev bedre, jo tættere vi kom til målet ved Odd Fellow logen på Strandvejen. Benny var en effektiv indpisker – især på de sidste 30 km. Vi ankom samlet og trillede videre til Århus Cyklebane, hvor der var afslutning. De der havde mere i benene kunne få lov at køre en æresrunde på banen. På trods af vejret havde vi et fantastisk løb, som vi kun kan anbefale andre at prøve, hvis det gentages næste år.

Comments are closed.