Giro d’Italia – Cycling For All

Mindst 10 af klubbens medlemmer deltog i motionsløbet forud for Giro-starten. Dog var ikke alle i klubdragt, da nogle havde fået et tilbud, som de åbenbart ikke kunne afslå – en slags VIP-arrangement. Så vi har altså i klubben nogle stykker, som vel må betegnes som halv-professionelle 😉

Uanset hvad, så var de 124 km lige hårde for alle – og hårdt var det med den kraftige vind fra nord-vest. Næsten konstant modvind fra starten via Aulum til Sørvad. Og så skulle turen jo køres to gange. Medvindsstykket fra Sørvad via Vildbjerg og tilbage til Herning var næsten lige så hårdt, da farten jo bare bliver skruet op. Så det var dejligt at komme til Fiesta Italia og få en gang pasta-salat og en fadøl.

Det var en super oplevelse at deltage i løbet. Masser af folk i byerne, som i den grad levede med og var indstillet på at få en fiesta ud af det. Og hvornår er det mon lige, vi igen får chancen for at starte på Dronningens Boulevard, køre op over Torvet og de øvrige gader med afspærring – for ikke at nævne afslutningen med den ene halvdel af Holstebrovej/Tjørring Bakke afspærret for øvrig trafik og en totalt afpærret H.P. Hansensvej. Meget specielt at få lov at køre i mål på samme opløbsstrækning som de professionelle senere på eftermiddagen.

Comments are closed.