Skal – skal ikke …

Der er de aftener, hvor solen står højt på himlen, fuglene synger og man bare går og glæder sig til at komme af sted på cyklen – og så er der de aftener, hvor vejret kan blive hvad som helst, og man går og overvejer, om man har lyst til at blive våd og få cyklen møget til. Torsdag hørte til i den sidste kategori.

En time før træningsstart – bulder og brag – så kommer der lige en ordentlig skylle. Checker DMI – opklaring ser ud til at være på vej. OK – så bare af sted, vi ser hvad der sker.

Andre må have haft de samme overvejelser, for vi var kun 6 fremmødte. Men vejret blev bedre og bedre, solen kom frem, og det holdt tørvejr. Og så blev det lige pludselig en rigtig god aften. Hvorfor? – Jo, vi endte med at komme til efter-konfirmation.

Preben havde haft konfirmation i Bededagsferien, og der var lige et fadølsanlæg, som ikke var blevet helt tømt. Så alle kunne blive enige om at nøjes med 40 km på cyklen, og på kreativ vis endte ruten på Prebens gårdsplads. Sådan en velskænket fadøl er nu trods alt bedre, end vandet fra drikkedunken, og snakken går bedre, end når vi kører 45 km/t i modvind.

Så det blev en rigtig hyggelig aften – både med motion og socialt samvær. Tak for det, Preben! Hvornår er det nu, du har den næste konfirmation…?

Vh Aage

Comments are closed.